SOMMERUDFLUGTEN 1995.
En herlig sommerudflugt havde vi den
10. juni 1995. Glade og forventningsfulde mødtes vi ved bussen, hvor vi efter
et glædeligt gensyn og hilsen på hverandre påbegyndte udflugten kil Clausholm Slot
og Herregårdsmuseet Gammel Estrup, Kørslen foregik ad små veje, så vi
rigtig kunne nyde vort skønne land, hvor selv solen skinnede fra en næsten
skyfri himmel. Sædvanen tro fik vi ikke alene en god køretur, men også lidt kulturelt
islæt med på vejen. Under kyndig vejledning fik vi forevist både slot og herregårdsmuseum
- det første sted endda af selve slotsfruen. Et fascinerende kig ind i dansk
adelshistorie, som jeg er sikker på, at andre end jeg gerne vil høre mere om.
Danskernes uundværlige kaffe med kringle og lagkage blev vi heller ikke snydt
for. Vi nød den i hyggelige omgivelser på Herregårdsmuseet Gammel Estrup.
Hjemturen foregik ad Følle Strand, hvor
vi ved vandet læskede os med øl og sodavand, mens vi igen fik lejlighed til at
blande os med hverandre.
Efter en dejlig eftermiddag kørte vi
tilbage til hotel MERCUR i Viby, hvor vi mødtes med de af vore Vaabenbrødre, der ikke kunne deltage i hele arrangementet,
og som vi selvfølgelig savnede på busturen om eftermiddagen. Alle nød den
dejlige anretning, som venlige tjenere serverede for os - altså ikke noget med
"Ta selv bord" - og som et festligt islæt
Finn Sørensens optræden, der satte ekstra gang i lattermusklerne. Lad os få
noget mere af den slags en anden gang. Ja, selv formanden havde Finn Sørensen
en fin indflydelse på, han spenderede straks en ekstra oste-snaps. Under
spisningen blev der spillet hyggemusik, som selv jeg med en god hørelse havde
svært ved at fange - men altså IKKE NOGET KLAGESUK, det skyldes nemlig bare den
rigtig gode stemning, og at alle er glade for at mødes i vor gode, gamle
VAABENBRØDREFORENING.
Efter en livlig aften med masser af
dans, sluttede festen kl. 23.30, hvor vi på vanlig vis dannede kreds og sang
"Skuld gammel Wenskaw rejn forgo".
Tak for en god udflugt og tak til mine Vaabenbrødre for en god dag i festligt samvær.
"EN AF SLAGSEN"